Metoder til måling af fedme

Der er flere metoder til at måle ens fedmegrad på.

Body Mass Index (BMI):

BMI er den mest udbredte skala indenfor måling af overvægt og fedme. BMI-tallet viser forholdet mellem højde og vægt, dog skelner resultatet ikke mellem personers muskelmasse og fedt. Derfor kan en veltrænet person ofte få et fejlresultat, da muskler vejer mere end fedt. Hvilket vil medføre, at deres BMI er høj, selvom de ikke er overvægtige. Måden man udregner sit BMI på er, at man dividerer sin kropsvægt i kilo med sin højde i meter².

WHO bruger også BMI til deres undersøgelser af fedme-epidemien.

BMI Klassifikation samt risiko for følgesygdomme
Under 18,5 Undervægtig, lav risiko
18,5 – 24,9 Normalvægtig, gennemsnitlig risiko
25 – 29,9 Moderat overvægtig, stigende risiko
30 – 39,9 Fedme, alvorlig risiko
40 og over Ekstrem fedme, meget alvorlig risiko

Talje-hofte-ratio (THR)

THR er en måling, der fortæller om forholdet mellem taljemål og hoftemål. Grunden til at dette mål er relevant skyldes, at fedtets placering på kroppen ikke er ligegyldigt i sundhedsmæssige sammenhæng. Dette skyldes, som tidligere fortalt, at der er større risiko for sygdomme, hvis ens fedt sidder på maven frem for lårene og bagdelen. Her kommer æble-pære-typerne ind i billedet. Æblet et tykt på midten, det vil sige, man bærer sit fedt på maven omkring de vigtige organer. Derimod vil man med pæreform bære sit fedt på lårene og bagen. Som kvinde bør ens THR være under 0,8, og som mand bør det ligge under 1,0. Denne måling giver mere pålidelige oplysninger om sygdomsrisiko end BMI. Man udregner sit THR-tal ved at dividere ens taljemål i cm med ens hoftemål i cm.

Taljemål:

Et andet mål, der er nemt at måle, er taljemålet. Det går i bund og grund ud på, at man måler hvor langt der er rundt om ens talje, dvs. midtpunktet mellem det nederste ribben og hofteskålen. Taljeomkredsen siger både noget om den totale overvægt og om størrelsen af mave-depotet. Hvis taljemålet er mellem 80-88 cm for kvinder og mellem 94-102 cm for mænd, har man moderat forøget risiko for følgesygdomme. Hvis man overskrider disse mål, er sygdomsrisikoen stærkt øget.

Hudfoldmålinger:

Denne metode er mere krævende, hvor nøjagtige målinger er en betingelse. Målingen går ud på, at man måler tykkelsen af hudfolder på overarmens forside og underside, under skulderbladene og over hofteskålen. Hudfoldmålingen giver et godt indtryk af personens samlede fedtmasse, og derfor også fedtprocenten, idet fedtprocent er lig med fedtmassen i forhold til kropsvægten. Dette er samtidigt en god måde at følge sit vægttabs indflydelse på fedtmassen, eftersom hudfolderne vil blive mindre og mindre jo mere man taber sig. Fedtindholdet i kroppen hos en normalvægtig mand ligger på mellem 10-20 masseprocent, mens en normalvægtig kvinde har et fedtindhold i kroppen på 20-30 procent. Det er en fordel, at det er den samme person, der måler hudfolderne hver gang, da forskellige personer kan skabe forskellige resultater. Denne målingsmetode er dog ved at udfase og vil blive erstattet af mere moderne metoder.

Bioelektrisk impedansmåling (Impedans):

Impedans er en meget simpel og hurtig metode til at udregne personers fedtprocent på. Eftersom muskler har et større vand- og ionindhold end fedtvæv, vil de være bedre elektriske ledere end vores fedtmasser. Derfor går metoden ud på, at man sender lav vekselstrøm fra enten hånd til hånd, fod til fod eller fod til hånd for at måle den elektriske modstand. Jo bedre ledningsevne, der er i kroppen, jo mere muskelmasse vil der være. Den målte ledningsevne bliver herefter sat ind i diverse formler, hvorefter fedtprocenten bliver udregnet. Denne metode er imidlertid meget unøjagtig, og det er kun i få tilfælde, man får udregnet sin rigtige fedtprocent. Impedansmålingerne bliver ofte brugt i fitnesscentre, selvom de ikke giver et præcist resultat. Man bruger impedans- og hudfoldmålingerne til at vurdere, om et højt BMI-tal skyldes meget fedtvæv eller en stor muskelmasse.

Dual Emission X-ray Absorptiometry (DEXA):

DEXA-metoden bestemmer kroppens fedtindhold meget præcist. Ens krop bliver gennemlyst to gange (derfor dual) af røntgenstråling med forskellig energialgoritmer. Strålingen er kraftig første gang, hvorved det kun er hårdt væv som knogler, der kan ses. Den næste stråling er mindre energirig og gør, at strålingen absorberes af det bløde væv. Herefter lægges billederne ovenpå hinanden, og kroppens fedtindhold kan beregnes ud fra en algoritme. Denne metode bruges specielt i forbindelse med kliniske afprøvninger af nye lægemidler til behandling af fedme.